onsdag den 16. oktober 2013

Derfor vi er her...


Dette var den store kampdag hvor holdene skulle spille 4 kampe hver. ”Alle” kom at køjen meget tidligt og var på stadionerne fra morgen til aften. ”Alle” betyder ALLE minus formanden som sov til 11.00 pga. højt prioriterede opgaver.



Stor ros til ALLE U17-drengene. De har spillet hårdt hele dagen og kæmpet for sagen. Desværre missede finalen for det ene hold, det var ellers tæt på men glippede i sidste ende. Det andet hold spillede en kamp som vil gå over i historien, da de på trods af mødet med overmagten (Ledøje-Smørum) spillede en ”jätte-bra”-kamp, hvor højdepunktet var da Mikael råber citatet fra OK reklamen ”Der kommer spyd!” og alle LBI-spillerne kaster sig ned og ligger helt fladt på jorden. Dette fik alle tilskuere op på beatet og selv dommer og modstanderne så den gode humor. Indsatsen er mere end godkendt…

- Mikael og Troels



Da U16-pigerne vågnede tirsdag morgen sad den hårde landskamp mod Finland (VJS Vantaa) stadig benene, men alligevel var pigerne oppe og klar til morgenmaden kl. 7.15. Klokken 8 sad vi igen i bussen med retning mod den første af dagens fire kampe. Pigerne talte meget om hvor trætte de var, og nr. 9 konkluderede derfor, at det jo var fordi det var ”Mega Morgen”.

Men på trods af Mega-morgen-følelsen fandt pigerne ressourcerne frem og spillede fire helt fantastiske kampe. Scoretavlen sagde ved dagens afslutning to uafgjorte og to sikre sejre – og ingen mål i vores net i dag! Efter 6 kampe, og med målscore 10-2, måtte vi konstaterer at vi var meget tæt på finalen. Dette rakte til en FLOT tredje plads… foran store hold som Helsinge og Raklev!

Nu har pigerne fri – og på trods af, at trænerne lovede træningspas hver dag starter nogle meget velfortjente ferie dage til pigerne.

- Nicolaj og Jacob



U18-pigerne startede dagen kl 7.15 med et lækkert morgenmåltid og så var det ellers i bussen for sammen med u16 pigerne at drage ud på dagens slagmarker!

Pigerne så næsten friske og veludhvilede ud og trænerne ligeså.  Ved ankomsten til stadion viste det sig så at, der havde været et kup i løbet – den nu forhenværende cheftræner var blevet væltet og fyret på gråt papir af holdlederne.

De nye cheftrænere kunne trods massive evner i alle livets aspekter ikke formå at gnide søvnen ud af pigernes øjne så første kamp endte med et nederlag til Ålborg KFUM trods rigtig flot spil. Uheldigt nok måtte Sidsel ”guldfisk” Gubi og Emma Juliane Reinager Rasmussen udgå med henholdsvis en fiber og en forstuvet ankel for ikke at nævne de 3 andre piger som fik småskader i forbindelse med kampen.

4 u19 drenge og deres cheftræner (ikke Henrik Stilling – han sov stadig) dukkede op midt i kampen for at tilbyde moralsk opbakning og støtte til pigerne, som havde brug  for det.

Mellem pigernes første og anden kamp var der et hul på 2 timer, som blev fyldt med rigtig god hygge, lidt spisning og hård eksercits af holdets maskot (Ida Sandal).

Anden kamp var symptomatisk for u18 pigerne præget af rigtig flot og sammenhængende spil men et elendigt resultat samt et utal af småskader.

- Anne, Kim og Jesper



Klubånden levede altså hele dagen og med en lille omskrivning af vores motto sluttede dagen - "Det er sjovt at spille fodbold for Lynge-Broby IF".
 
Nu glæder vi os til onsdag hvor vi alle tager til Sandra hvor U19-drengene spiller finale – og selvfølgelig bakker hele Lynge-Broby fælleskabet op.